Vi kan hviske stille sammen

Vi kan hviske stille sammen

Afsnit for gravide, Aarhus Universitetshospital, 2025


Udsmykningen er skabt til Afsnit for Gravide på Aarhus Universitetshospital og udviklet over lang tid i tæt dialog med afsnittets jordemødre, ledelse og indlagte gravide. Ønsket var at få kunsten helt ind på stuerne, hvor den kan gøre en forskel.


Afsnit for Gravide er et afsnit, hvor man indlægges på grund af komplikationer i graviditeten. Der kan være tale om kortere eller længere indlæggelsesforløb med strengt sengeleje, og hvor den indlagte ligger alene med sine følelser. Da den gravide patient tit ligger mange timer i sin seng og kigger på den samme væg, var det vigtigt for os at skabe en udsmykning, der giver omsorg og frirum for tanken.


Udsmykningen hedder “Vi kan hviske stille sammen” og handler om venskab, håb og tilknytning. Vi bruger træet som symbol, for træet symboliserer liv, forbindelse og visdom på tværs af kulturer. Man kan læne sig op ad træet med både krop og tanker.


Udsmykningen består af installationer i egetræ på stuernes endevægge samt en serie billedtæpper i fællesarealerne. Udsmykningen er strøet med tekst om naturens cyklus og altings forbundethed. Som tredje ben til projektet har vi indgået samarbejde med frivillige pensionister fra Værkstedet i Aarhus, der producerer små kastanjer i træ, som personalet kan give som gave til den indlagte.


Det er afsnittets jordemødre, der har taget initiativ til at bringe kunsten ind på stuerne i ønsket om at forbedre det fysiske miljø for de indlagte. Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Ege Carpets.